Arven fra Amerika – en identitets rejse

Dette er en opdatering af et tidligere blogindlæg, som jeg udgav i 2012, om en historie, der kom til min opmærksomhed i 2002, om en arvesag i min familie i starten af 1980’erne. Jeg har besluttet at genfortælle historien i lyset af den nyere dokumentar-tv-serie, som har kørt i Danmark siden 2018: Forsvundne Arvinger, en dansk version af Heir Hunters-konceptet, som jeg nævnte i den tidligere version af dette blogindlæg.

Historien omhandler en arvesag, der minder om dem, man ser i Forsvundne Arvinger på DR. Men i stedet for den polerede præsentation af værterne Mette Frisk og Adam Jon Kronegh fokuserer denne historie på en dansk slægtsforsker ved navn Kell Ladewig og en tysk bank. Hoerner Bank (grundlagt i 1849) er en af de største og ældste arvemæglere i Tyskland. Banken startede som en agentur for emigranter og specialiserer sig i at opspore amerikanske arvemidler. Denne type forretning er derfor ikke noget nyt fænomen. Hvad BBC-serien kalder “heir hunters,” eller “arvingsjægere” på dansk, er også kendt som “skifte-slægtsforskning”. Det handler om at identificere arvinger i sager, hvor der ikke umiddelbart er familie eller testamente. Det er et internationalt foretagende, da arvinger tit må findes på tværs af landegrænser. Derfor gælder der også forskellige arvelovgivninger afhængig af hvor arven stammer fra.

Typisk er det advokater, der administrerer arven, som igangsætter en arveundersøgelse. Men i nogle lande kan firmaer, der er specialiseret i at finde arvinger, også stå for det. Når der bliver annonceret en arvesum, uden kendte arvinger, betaler disse firmaer selv for slægtsforskningen og får deres betaling i form af provision fra de arvinger, de finder.

Men ud over selve arvesummen så viser de nyere afsnit af Forsvundne Arvinger også et andet spændende aspekt, som vi genkender igen og igen, når vi forsker i slægtsforskning som hobby. Det handler nemlig ofte, hvis ikke altid, om identitet og en forståelse af sig selv som menneske. Derudover er det også noget, der skaber bånd mellem mennesker. Det er tydeligt i den glæde og interesse, mange af deltagerne udviser, når de hører om slægtens historie, og i de bånd, der knyttes mellem familiemedlemmer, som ikke kendte til hinanden eller havde mistet kontakten. Det var også min oplevelse med en arvesag, der har sat et kæmpe aftryk på mit liv. 

Når jeg i dag hedder Roued til efternavn, er det fordi det er et slægtsnavn. Men det er ikke et slægtsnavn på den mere traditionelle måde. Altså at min far hed det, og hans far hed det, og hans far hed det …..

Faktisk blev jeg slet ikke døbt med navnet. Det var først nogle år senere, at min mor fik indført det som mit mellemnavn. Hele historien startede dog nogle år før, i 1978, hvor en amerikansk mand ved navn Ludwig Glimborg døde, 73 år gammel i Chicago.

Ludwig var min oldemors fætter og dermed min mormors grandfætter. For min mormor, som blev involveret i sagen, var det ikke et familieforhold, hun tænkte meget over eller kendte noget til.

Ifølge den amerikanske folketælling ser Ludwig ud til at være den eneste overlevende af 6 børn, født af Elene Kristine Roued og Gunnard Andrew Glimborg. (en svensker, jeg stadig ikke har fundet noget om).

Den første gang min mormor hørte om arven fra hendes grandfætter Ludwig, var via et brev i 1985. Brevet kom fra en dansk slægtsforsker, Kell Ladewig fra Lyngby, som beskrev, hvordan han havde fået til opgave at finde navne og adresser på familie med relation til Elena Kristine Roued, født i 1869 i Skærbæk af forældrene Johanne Nielsen og Johan Ludvig Roued. Min mormor svarede med oplysninger om sin egen familie og fotos af forældrenes gravsten i Læborg.

Forbindelsen til Ludwig går gennem min mormors mormor. Hun var Ludwigs kusine, og hendes mor, som var født Roued, var Ludwigs moster.

Genealogen, Kell Ladewig, indsamlede navne på arvingerne gennem et spørgeskema som han videregav og den tyske bank udbetalte så senere selve arven. Hele arven udgjorde dengang ca. en kvart million dollars. Min mormor og hendes søskende arvede hver 1/360 af det, der var tilovers efter at boet var betalt ud. Den “amerikanske forretningsforbindelse” (som banken udtrykker det) opkrævede en tredjedel af dette, som et aftalt behandlingsgebyr. Efter at have set BBC One-programmet HeirHunters, ved jeg, at det kan være en god forretning at finde slægtninge til dem, der dør uden nær familie eller et testamente. Min mormor modtog nok, hvad der i dag svarer til ca. $1000.

Men ligesom fokuset i den nyere danske Forsvundne Arvinger serie er mere på identitet og historisk interesse, så var det også den virkelige værdi af arven fra Amerika for min familie. Det var en viden om familien, om deres lille del i den større fortælling om udvandring til Amerika, om en identitet i et lidt ukendt familienavn, og et bånd mellem mor og datter som nu lever videre i 4. generation. Min mor fik hurtigt overtalt min bedstemor til at tage navnet Roued som mellemnavn,  inspireret af opmærksomheden omkring den nye navnelov i 1982. Så kunne hun umiddelbart også tage navnet som mellem, og jeg kunne få det. Siden jeg først hørte om arven i 2012, har jeg ledt efter roden til navnet Roued. På nuværende tidspunkt har jeg sporet det tilbage til 1600-tallets Sydjylland, med en gren, der flyttede til København og blev til Rohde. I de historiske kilder kan man se at navnets udtale har voldt lidt besvær, og der er derfor en del variation i stavemåden fra Roued til Roved, Roud, Rohde, Rode og sågar Raaed.