Forskning i Slægtsforskning

Jeg har lige udgivet endnu en forskningsartikel om slægtsforskning (se tidligere artikel om en undersøgelse af slægtsforskere). Denne gang har jeg sammen med min kollega Ann-Sofie Klareld fra Lunds Universitet lavet en undersøgelse af den tværfaglige forskning på området, et litteraturreview. I artiklen undersøger vi hvilken forskning, der har været inden for slægtsforskning gennem tiden, og hvordan kulturinstitutioner kan bruge denne viden til bedre at forstå og håndtere de udfordringer, som kulturarven står overfor i dag.

Selve artiklen, på engelsk, blev publiceret i en akademisk bog om biblioteker, arkiver og digital humaniora, og er frit tilgængeligt til download:

Roued, Henriette, og Ann-Sofie Klareld. 2024. ‘Multidisciplinary Research on Family Historians: Framing Current Challenges in Cultural Heritage’. In The Routledge Companion to Libraries, Archives, and the Digital Humanities, edited by Isabel Galina Russell and Glen Layne-Worthey (link til frit tilgængelig download).

Begyndelsesvis forklarer artiklen, hvorfor slægtsforskning er vigtigt. Som Redmann siger i en artikel i 1993¹:

Slægtsforskning er et vigtigt værktøj til at formidle historiens værdi til den brede offentlighed.

Slægtsforskning viser vores behov for at forstå os selv som en del af et større historisk billede, og fremhæver, hvordan slægtshistorie kan afdække skjulte historier, der stadig påvirker os i dag. 

Vi gennemgik den litteratur vi kunne finde på området, for at besvare tre forskningsspørgsmål:

1. Hvilke forskningsområder er interessante i slægtsforskning?
2. Hvordan studeres slægtsforskere?
3. Hvad ved vi om slægtsforskning, der kan bruges i fremtidig forskning og udviklingen af digital kulturarv?

Tidligere studier har bemærket den begrænsede akademiske interesse i slægtsforskning, og påpeget at feltet er tværfagligt. Vi inddelte litteraturen i fire tilgange:

1. Den historiske tilgang, der især var fremtrædende i 1970’erne og 1980’erne, og først anerkendte slægtsforskere som en vigtig brugergruppe af biblioteker og arkiver.
2. Praksis-tilgangen, der tog til i 2000’erne og fokuserede på slægtsforskeres informationsadfærd.
3. Den følelsesmæssige tilgang, som blev mere udbredt i 2010’erne, der undersøger følelser og identitet knyttet til slægtshistorie.
4. Den kritiske tilgang, som har udviklet sig over tid og reflekterer over kulturelle skift samt udvider forskningsinteressen til områder uden for USA og Europa.

Den historiske tilgang

Den tidlige litteratur, der undersøger slægtsforskning, kommer fra bibliotekarer og arkivfolk, der i 1970erne og 1980erne i USA især, beskriver slægtsforskere som vigtige brugere af historiske kilder i arkiver og biblioteker. De fokuserer især på de udfordringer, slægtsforskere har haft med adgang til information. For eksempel det at de nordamerikanske slægtsforskere af europæisk afstamning, let kunne spore deres familier tilbage til det 19. århundrede via amerikanske folketællinger, sjældent kom længere tilbage i deres oprindelseslande. Løsningen på dette problem kom gennem slægtsforskernes kollektive indsats med at indeksere, transskribere og mikrofilme historiske kilder, og senere digitalisere dem og gøre dem tilgængelige online. Meget af dette arbejde blev støttet af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige (Mormonkirken) i USA, først i Nordamerika og senere i andre dele af verden, især Storbritannien og Skandinavien.

I 1970’erne voksede antallet af slægtsforskere i USA af flere grunde, herunder mere fritid, et ønske om forankring i en mere mobil verden, USA’s 200-års jubilæum for uafhængighedserklæringen i 1976, Alex Haleys roman “Roots” samme år og den efterfølgende tv-serie i 1977. “Roots” inspirerede særligt slægtsforskere med afrikansk-amerikanske rødder, men også den brede befolkning.

Rhoads² påpeger i 1979, at slægtsforskere bidrager til akademisk forskning i både historie og sociologi, og glæder sig over den øgede brug af arkiver. Dog blev den stigende interesse for slægtsforskning, som førte til flere brugere af arkiver og biblioteker, ikke udelukkende set som en positiv udvikling fra institutionernes perspektiv. Arkivarerne og bibliotekarerne følte sig ofte fanget mellem to grupper: de professionelle historikere på den ene side og amatør slægtsforskerne på den anden. Jacobsen³ beskriver i 1981 en nedladende holdning blandt arkiv medarbejdere, som følte en større intellektuel tilfredsstillelse ved at hjælpe historikere end slægtsforskere. Evans⁴ bemærker senere, at denne holdning nok stadig findes, men det er sværere at dokumentere på skrift i dag.

Sinko og Peters⁵, fra Newberry Library i Chicago, gennemførte i start 80’erne den første kendte undersøgelse af slægtsforskere som brugere af bibliotekstjenester. Undersøgelsen udfordrede stereotyperne omkring slægtsforskere som en homogen gruppe lidt ældre damer. Den konkluderede, at slægtsforskere var rimeligt selvstændige, men sjældne brugere af biblioteker, som gerne ville udnytte samlingerne bedre, og understregede, at de skulle behandles som individer snarere end en homogen gruppe. Dette lagde grunden for den voksende interesse i at undersøge slægtsforskere nærmere.

Praksis tilgangen

Selvom den negative diskurs om slægtsforskere er mindre udtalt i dag, er der stadig en vis tøven med at engagere sig i en voksende gruppe mennesker, der hverken betragtes som “rigtige historikere” eller som en ny, spændende brugergruppe på kulturinstitutioner. Dette på trods af, at slægtsforskere er nogle af de bedst definerede brugere af arkiver og biblioteker. De er tidlige brugere af teknologi, lige fra databaser og webfora til DNA-analyse, og kan være værdifulde partnere i udviklingen af digital kulturarv (se infoboks nedenfor). Der er stadig meget at lære ved at forstå deres praksis og informationsadfærd.

Forskere inden for arkiv- og biblioteksvidenskab har undersøgt slægtsforskeres informationsadfærd gennem empiriske metoder som spørgeskemaer, interviews og observationer. Ofte i forbindelse med brugerundersøgelser eller studier af informationsadfærd. Flere studier har vist, at slægtsforskernes informationssøgning følger et cyklisk mønster, med forskellige strategier til at finde information og en præference for uformelle netværk og informationskilder. Yakel⁶ bemærker en kontinuerlig variation i deres informationsadfærd, herunder informationshåndtering, som skaber en dybere forbindelse til fortiden og en bedre forståelse af eget liv. Friday⁷ videreudviklede disse idéer til en cirkulær model af slægtsforskeres online adfærd, hvor der ikke er en fast begyndelse eller slutning. I en artikel jeg udgav i 2023⁸ sammen med Castenbrandt og Revuelta-Eugercios brugte vi dette cykliske mønster til at modellere slægtsforskeres brug af forskellige digitale platforme som en “buffet model” (læs indlæg om den artikel her).

Slægtsforskning er en af de største drivkræfter bag digitalisering og transskribering af historiske dokumenter i forskningsinstitutioner, biblioteker og arkiver. Slægtsforskere organiserede deres egne crowdsourcing-projekter, længe før konceptet blev populært på kulturinstitutioner og universiteter. Mens fællesskaberne tidligere var centreret omkring foreninger, nyhedsbreve og post, er de fleste af disse aktiviteter nu flyttet online og fortsætter med at vokse. Fra opslagstavler til sociale medier stiller og besvarer slægtsforskere spørgsmål med stor entusiasme, og de hjælper hinanden i en ånd af gensidighed.

Den følelsesmæssigt tilgang

Slægtsforskning handler om familieforhold, som længe er blevet studeret fra antropologiske og sociologiske perspektiver. Disse forhold vækker grundlæggende tanker om personlig og kollektiv identitet, hvilket gør slægtsforskning til en følelsesmæssigt ladet aktivitet. De Groot⁹ peger på, at der både er glæden ved at opdage nye slægtninge, og spændingen ved historisk detektivarbejde. Mange slægtsforskere beskriver deres søgen som en passion eller endda en besættelse, drevet af et behov for identitet og tilhørsforhold. Derfor er også andre følelser, som sorg, vrede og skam, en del af slægtsforskning, som kan ændre sig over tid fra generation til generation, som Barnwell¹⁰ påpeger.

Før 1970 handlede slægtsforskning ofte om social status og arv, mens det i de sidste 50 år mere og mere er blevet en måde at fremhæve de marginaliseredes liv og udfordre traditionelle fortællinger. Basu¹¹ ser fx. slægtsforskning som en spirituel rejse, især i diaspora-samfund, hvor det bliver en måde at genfinde et hjem på. Eller som Edwards¹² forstår det, som en form for omsorg for både de døde og de levende.

Forskellige forskere har fremhævet identitetsarbejdet i slægtsforskning. For eksempel hvad angår den selvrefleksion og åbenbaring man kan opleve, som Saar¹³ mener fører til indsigt i ens egen identitet. Nogle taler om det “boundary work”, eller afgrænsende forhandling som alle slægtsforskere udfører når de vælger og fravælger, hvem de vil inkludere eller fokusere på i deres slægtstræ. Hvor går grænsen for, hvem der er familie, og hvem der ikke er? Det er et valg, som hver slægtsforsker må afgøre for deres slægtstræ. Nogle gange dukker der også uventede relationer og historier op, som måske ikke er særligt velkomne. Her skal slægtsforskeren genforhandle slægtstræet og muligvis sin egen identitet.

Den kritiske tilgang

Tidligere blev slægtsforskere set som et problem i arkiver og biblioteker. Der var for mange af dem, og de var ikke på niveau med professionelle historikere. I dag viser forskning dog, at slægtsforskning rummer potentiale til at udfordre magtstrukturer, etnicitet og køn og giver værdifulde perspektiver på digital kulturarv.
DNA-tests har revolutioneret feltet ved at åbne døren for genetisk genealogi. Selvom DNA ofte misforstås som et objektivt bevis på slægtskab, mener Hackstaff¹⁴ at erfarne slægtsforskere godt ved, at DNA-oplysninger kræver verificering fra andre mere traditionelle kilder. Derudover er der en stigende kritik af DNA-firmaer som peger på postkoloniale problematikker, hvor minoriteters genetiske materiale behandles som en vare uden hensyn til deres rettigheder.

Traditionelle slægtstræer og moderne værktøjer bygger ofte på vestlige normer, som kan ekskludere andre kulturers forståelser. På den anden side giver slægtsforskning mulighed for at fremhæve marginaliserede gruppers liv og historie. Sleeter¹⁵ taler om “kritisk slægtshistorie”, der fokuserer på racisme og andre sociale strukturers indflydelse på familieliv, men beklager, at de fleste slægtsforskere ikke stiller kritiske spørgsmål om deres families sociale kontekst.

I populærkultur peger Scodari¹⁶ på, at tv-programmer ofte viser forenklede familiehistorier, hvor større sociale sammenhænge ignoreres. Men slægtsforskning kan også udfordre racemæssige og nationale kategorier, hvilket giver nye perspektiver på fortidens uretfærdigheder og deres betydning for efterkommeres nutid.

Hvad kan vi bruge forskning i slægtsforskning til?

Fokus i artiklen har været at afklare, hvad vi ved om slægtsforskere, og hvordan forskere undersøger dem. Men da både Klareld og jeg også forsker i kulturinstitutioner, havde vi en interesse i at vise kollegaer i forskning og praksis, hvilken værdien der ligger i at forstå slægtsforskere som mere end en stor brugergruppe.

Vi ville fremhæve de punkter, hvor viden om og partnerskab med slægtsforskerne kan være med til at løse nogle af de udfordringer, kulturinstitutionerne står overfor i dag. Som Redmann sagde, allerede i 1993:

Hvis både arkivarer og slægtsforskere erkender, at de kan lære af hinanden, kan fremtiden se deres forhold bevæge sig fra en urolig fred til et aktivt partnerskab.

Er vi nået dertil, hvor slægtsforskere opfattes af institutioner og fagfolk som værdifulde samarbejdspartnere? Hellere end at blive betragtet som, i bedste fald, frivillige, der kan støtte institutionens mål, eller i værste fald som irriterende individer, der tager plads fra de mere “værdifulde”  brugergrupper.

Det er svært at sige, selv nu hvor mange kulturinstitutioner har stort fokus på deltagelse, representation, inklusion, og diversitet. Det er måske fordi, som Evans påpeger i 2020 at “akademisk foragt for slægtsforskere forbliver vanskelig at dokumentere, fordi den som regel udtrykkes mundtligt og sjældent skriftligt”.

I hvert fald har vi foreslået nogle områder, hvor denne viden om slægtsforskere kan bidrage til løsninger af nogle af de problematikker, vi står overfor i digital kulturarv:

At skabe en praksis omkring digitale samlinger, der tager hensyn til egentlige fremtidige brugerbehov blandt den brede befolkning. Hellere end et snævert, uklart brugerbehov indenfor den professionelle sfære. Blandt andet ved at undersøge de mange eksempler på eksisterende digitale samlinger, hvis historiske udvikling og fortsat brug har været drevet af slægtsforskernes behov for at finde og bevare deres egen historie. 

Også når det kommer til udviklingen af digitale platforme, kan viden om og samarbejde med slægtsforskere være med til at optimere de ofte knappe ressourcer. Indenfor forskningsfeltet digital humaniora, har man længe talt om en “project graveyard”. Altså en kirkegård med digitale projekter, der ikke havde langsigtet bæredygtighed for øje. Min tolkning er, at man her har manglet den store brugergruppe, hvis efterspørgsel kunne holde gang i projektets fortsatte udvikling. Her har slægtsforskere meget potentiale som storbrugere af digitaliserede kilder. 

Digitaliserede kilder, som vi mener, at ingen gruppe har bidraget så meget til som slægtsforskere. Verden over har de været pionerer i at transskribere, indeksere, microfilme, scanne og indtaste historiske kilder. Motivationen har haft to ben at gå på: 

1. deres eget behov for adgang til det, der ikke er lokalt tilgængeligt for dem 
2. samt andres behov for adgang til det, der er lokalt tilgængeligt for dem

Mange kulturinstitutioner forsøger sig i dag med “crowdsourcing”, hvor frivillige sammen bidrager med at løse en større opgave i små bidder. Her har man stadig mange diskussioner om, hvordan man kan motivere flere til at hjælpe (og i de senere år, om vi kan bruge AI til at gøre det i stedet). Her opfordrer vi til, at man i stedet fokuserer på en motivation baseret på gensidig hjælp og støtte til at løse det fælles informationsbehov og dybere ønske om at praktisere historie på en måde, der inddrager mangfoldige fortællinger og et historisk kildemateriale.

Konflikterne mellem etablerede historiefortællinger og de mange andre historier, der har været skjult, glemt eller aldrig fortalt, udgør ofte et dilemma for kulturinstitutioners formidling. Her taler vi ofte om følsomme emner, forhandling af identitet og omsorg for hinanden. Slægtsforskere har, som gruppe, stor erfaring med at navigere i konfliktfyldte historier, både i relation til deres egen familie, men også i forhold til resten af samfundet.   

Til sidst har vi en kølende front, der bevæger sig ind over kulturinstitutionerne i form af den juridiske og etiske håndtering af kulturarv. Her er det efter min mening vigtigt at balancere mellem to ofte modsatrettede risici. 

På den ene side har vi risikoen for eksponering, fx individuel skade gennem afsløring af identitet eller deltagelse, samt krænkelse af rettigheder eller omdømme. Risikoen for individuel skade gennem eksponering kan også have en stor kollektiv effekt, hvor vi søger at tage afstand for at undgå samme skæbne.

På den anden side har vi risikoen for udviskning, fx hvor gruppers historie glemmes fordi det slettes, overses eller aldrig dokumenteres. Den kollektive skade gennem udviskning har stor effekt på individets identitet, men også muligheder og behandling i samfundet. Overvej, hvor stor en forskel det gør for vores opfattelse af ting, vi opfatter som historisk funderet, modsat ting, vi opfatter som nye og dermed uden for normen. 

Slægtsforskere har ofte en mere praktisk tilgang til denne balance. Slægtsforskning indebærer nødvendigvis behandling og deling af identificerbare oplysninger eller dokumenter og billeder, der potentielt er ophavsretligt beskyttede. Uden dette ville der ikke være nogen slægtsforskning. Udviskning af deres families historie er ikke bare en fjern risiko for slægtsforskeren – det er en virkelighed, som motiverer næsten alt slægtsforskning. Men risiko for eksponering kan også være meget personlig og handle om at beskytte og holde sig på god fod med nulevende familiemedlemmer. 

Her må kulturinstitutioner ofte føre en mere forsigtig strategi, der læner sig op af lokale og nationale kulturpolitiske strømninger. Har de dominerende strømninger kun fokus på risikoen for eksponering, så må de ofte følge trop. Som følge heraf kommer der en større risiko for udviskning af de mangfoldige historier. Et partnerskab mellem kulturinstitutioner og slægtsforskere har også her et stort potentiale til at påvirke de kulturpolitiske strømninger i en retning, der også inddrager kulturarvsperspektiver og skaber en balance mellem disse to risici.

1. Redmann, Gail R. 1993. ‘Archivists and Genealogists: The Trend towards Peaceful Coexistence’. Archival Issues 18 (2): 121–32. https://minds.wisconsin.edu/bitstream/handle/1793/45678/MA18_2_5.pdf ↩︎
2. Rhoads, James B. 1979. ‘The Importance of Family History to Our Society’. The Public Historian 1 (3): 6–16. https://doi.org/10.2307/3377529. ↩︎
3. Jacobsen, Phebe. 1981. ‘The World Turned Upside down: Reference Priorities and the State Archives’. Edited by Phebe Jacobsen. American Archivist 44 (4). https://doi.org/10.17723/aarc.44.4.t71l0155406u8xg4 ↩︎
4. Evans, Tanya. 2020. ‘The Emotions of Family History and the Development of Historical Knowledge’. Rethinking History 24 (3–4): 310–31. https://doi.org/10.1080/13642529.2020.1847895 ↩︎
5. Sinko, Peggy Tuck, and Scott N Peters. 1983. ‘A Survey of Genealogists at The Newberry Library’. LIBRARY TRENDS, 14. https://www.ideals.illinois.edu/items/7264 ↩︎
6. Yakel, Elizabeth. 2004. ‘Seeking Information, Seeking Connections, Seeking Meaning: Genealogists and Family Historians. Genealogy, Family History, Information Seeking, Archives, Personal Information Management’. Information Research: An International Electronic Journal 10 (1). http://www.informationr.net/ir/10-1/paper205.html ↩︎
7. Friday, Kate. 2014. ‘Learning from E-Family History: A Model of Online Family Historian Research Behaviour’. Information Research: An International Electronic Journal 19 (4). http://www.informationr.net/ir/19-4/paper641.html ↩︎
8. Roued, Henriette, Helene Castenbrandt, and Bárbara Ana Revuelta-Eugercios. 2023. ‘Search, Save and Share: Family Historians’ Engagement Practices with Digital Platforms’. Archival Science 23 (2): 187–206. https://doi.org/10.1007/s10502-022-09404-4 ↩︎
9. De Groot, Jerome. 2015. ‘International Federation for Public History Plenary Address: On Genealogy’. The Public Historian 37 (3): 102–27. https://doi.org/10.1525/tph.2015.37.3.102. ↩︎
10. Barnwell, Ashley. 2018. ‘Hidden Heirlooms: Keeping Family Secrets across Generations’. Journal of Sociology 54 (3): 446–60. https://doi.org/10.1177/1440783317727878. ↩︎
11. Basu, Paul. “My Own Island Home: The Orkney Homecoming.” Journal of Material Culture 9, nr. 1 (2004): 27–42. https://doi.org/10.1177/1359183504041088. ↩︎
12. Edwards, Jeanette. 2018. ‘A Feel for Genealogy: “Family Treeing” in the North of England.’ Ethnos: Journal of Anthropology 83 (4): 724–43. https://doi.org/10.1080/00141844.2017.1322115. ↩︎
13. Saar, Martin. 2002. ‘Genealogy and Subjectivity’. European Journal of Philosophy 10 (2): 231–45. https://blogs.law.columbia.edu/revolution1313/files/2022/06/Martin-Saar-Genealogy-and-Subjectivity.pdf ↩︎
14. Hackstaff, Karla B. 2010. ‘Family Genealogy: A Sociological Imagination Reveals Intersectional Relations’. Sociology Compass 4 (8): 658–72. https://doi.org/10.1111/j.1751-9020.2010.00307.x ↩︎
15. Sleeter, Christine. 2020. ‘Critical Family History: An Introduction’. Genealogy 4 (2): 64. https://doi.org/10.3390/genealogy4020064 ↩︎
16. Scodari, Christine. 2013. ‘Roots, Representation, and Resistance? Family History Media & Culture through a Critical Lens’. The Journal of American Culture 36 (3): 206–20. https://doi.org/10.1111/jacc.12025. ↩︎