I 2017 udgav jeg min første bog om Participatory Heritage – det var et redigeret bind i samarbejde med Andrea Copeland (IUPUI). Det var meget specielt at se en bog blive samlet i fysisk form, og jeg blev enig med Facet Publishing om, at jeg skulle skrive en bog om emnet for et af kapitlerne, nemlig om begrebet åbenhed og kulturarvsdata.
Tre år senere er planen blevet til virkelighed, og bogen, Open Heritage Data, ligger nu her ved siden af mig i sin fysiske form. Forglemmigejen på omslaget er meget symbolsk for mit mål om, at teknologi og åbenhed skal komme den mangfoldige og varierede kulturarv til hjælp (og den matcher min tatovering). Jeg glæder mig til at bruge bogen med mine studerende og se, hvad kolleger rundt om i verden kan bruge den til.
Det er en åbenlys mangel i vores færdigheder ikke at kunne forstå det maskineri, der i den grad former, hvordan vi arbejder med kulturarv i det 21. århundrede. Roued-Cunliffe til undsætning!
En rosende omtale af bogen
Merete Sanderhoff, museumsinspektør og seniorrådgiver, Statens Museum for Kunst
Ligesom Sanderhoff mener jeg virkelig, at der er et hul i vores viden og diskurs om kulturarvsdata, som denne bog kan hjælpe med at udfylde. I bogens forord skriver jeg, når jeg taler om alle dem, der arbejder med kulturarv:
We rarely have a computer science background and the learning curve can sometimes be so steep that it becomes an impossible challenge. It is this experience that has motivated me to write this book, and a wish to take the reader by the hand and demonstrate the very basics of working with open data in the heritage field. I hope to make the learning curve a little smoother for beginners – because, as this book will illustrate, working with heritage data in an open manner is important for the future and cannot be left to computer scientists alone.
(Roued-Cunliffe 2020, p. xviii)
Dermed mener jeg ikke, at det ikke er nyttigt at have en datalogisk baggrund i kulturarvssektoren. Jeg mener bare, at der er så få, der har det, og så mange, der udelukkende har en baggrund inden for humaniora. Jeg mener, at de også bør uddanne sig i at arbejde med data og åbenhed, da det bliver mere og mere vigtigt inden for kulturarv generelt. Da jeg først læste til arkæolog og arbejdede på arkæologiske udgravninger i Danmark og Storbritannien, gav mine færdigheder og min interesse for digital kulturarv mig mulighed for at tage et vist ansvar for GPS’en og den digitale registrering. Kun få af os var interesserede i at arbejde med dette på det tidspunkt. I de mellemliggende år er disse processer blevet mere almindelige, og en arkæologisk udgravning producerer flere og flere digitale data nu end nogensinde før. Derfor skal færdigheder i digital registrering og datahåndtering udvikles inden for faget, og det har de også gjort. Men vi er også nødt til at udvikle samtaler og holdninger til åben datadeling samt færdighederne til at analysere og kommunikere disse datasæt.
I et forsøg på at udjævne læringskurven og inspirere læseren til at gå i gang med datasættene begyndte jeg bogen med et kapitel, der hedder Åbenhed i kulturarven. Dette kapitel er meget anderledes end nogle af de senere kapitler, da det følger den historiske/tematiske udvikling af struktureret kulturarvsarbejde gennem tidlig institutionalisering og professionalisering til det nuværende trin med åbne data. Ideen med dette var at inspirere kulturarvsinteresserede til at arbejde med digital teknologi ved at vise dem den historiske udvikling af åbenhed inden for deres felt.
Dette første kapitel introducerer også OHD-modellen (Open Heritage Data), som er et sæt af fem spørgsmål, der kan bruges til at evaluere, hvor åbent et bestemt kulturarvsdatasæt er. Det bør ikke nødvendigvis være målet for enhver institution eller privatperson at tilføje en API til det kulturarvsmateriale, de udgiver online. Hvor langt man vil gå på skalaen, afhænger i høj grad af den type brug og de brugere, materialet er rettet mod.
Det andet kapitel ser på, hvordan vi kan dele kulturarvsdata på en måde, der er lovlig. Det er et vigtigt emne, som igen er alt for vigtigt til at overlade til advokater uden interesse i eller viden om kulturarv. Jeg gør det meget klart flere gange i teksten, at mine ord ikke skal bruges som juridisk rådgivning på nogen måde. Jeg mener dog, at det er meget vigtigt, at kulturarvssektoren er uddannet og involveret i udformningen og udviklingen af de love, der vedrører dem. Jeg har identificeret disse i forhold til åbne kulturarvsdata som: 1) kulturarvslove, 2) databeskyttelseslove og 3) ophavsretslove. I stedet for svar efterfølges hvert afsnit af en række spørgsmål, som læseren kan bruge til at forstå, hvordan disse love påvirker kulturarven i deres jurisdiktion. En af mine største bekymringer i forhold til åbne kulturarvsdata er, hvordan frygt og usikkerhed om disse love og deres brug kan resultere i stagnation og i det lange løb, at en mere rig og mangfoldig kulturarv bliver glemt.
De følgende kapitler i bogen har en mere praktisk tilgang. I det tredje kapitel illustrerer jeg, hvordan det er muligt at udgive kulturarvsdata gennem case-eksempler fra hele verden. I det fjerde kapitel ser jeg på, hvordan forskellige grupper og institutioner har gjort brug af kulturarvsdatasæt med varierende åbenhed. Disse to kapitler kan ses som et inspirationskatalog.
Kapitel fem, seks og syv er de mest tekniske, med vejledninger, der fører læseren gennem meget enkel genbrug af åbne data på et website, helt frem til nogle enkle datavidenskabelige teknikker, der kan bruges til historisk forskning.
Til sidst vil jeg gerne sige tak til alle, der har støttet mig og denne bog undervejs. Den har været længe undervejs og er en kombination af, hvad jeg føler er de bedste erfaringer fra mine studier, mit arbejde og min seneste forskning. God fornøjelse!