En undersøgelse af slægtsforskning online

Under COVID-19 nedlukningen i 2020-2021 foretog jeg sammen med mine forskningskollegaer, Helene Castenbrandt og Barbara Revuelta-Eugercios, en omfattende undersøgelse af, hvordan danske slægtsforskere bruger digitale platforme til at søge, gemme og dele historiske informationer. Både i deres egen slægtsforskning, men også som en del af et verdensomspændende netværk af andre historieinteresserede mennesker. I denne artikel vil jeg ridse nogle af vores mest spændende fund op.

Selve artiklen, på engelsk, blev publiceret i det akademiske fagfællebebedømte  tidsskrift, Archival Science og er frit tilgængeligt til download:

Roued, Henriette, Helene Castenbrandt, and Bárbara Ana Revuelta-Eugercios. 2023. ‘Search, Save and Share: Family Historians’ Engagement Practices with Digital Platforms’. Archival Science 23 (2): 187–206. https://doi.org/10.1007/s10502-022-09404-4

Slægtsforskning handler om rejsen, ikke målet

Som udenforstående kan man måske få indtryk af, at slægtsforskning mest handler om at finde ud af, hvem man er i familie med. Kommercielle firmaer reklamerer ofte med muligheden for hurtigt at opdage sin slægt gennem simple søgninger eller automatiserede systemer. Tv-programmer præsenterer samtidig slægtsforskning som noget, der leveres af professionelle historikere, arkivarer eller værter, der dukker op ved ens dør. Dette skaber et misvisende billede af slægtsforskning som en passiv proces, hvor man får et færdigt slægtstræ serveret. Det kan også antyde, at dem, der stiller kilder til rådighed online, uanset om de er kommercielle eller ej, bør fokusere på at reducere slægtsforskerens arbejdsbyrde.

Vi spurgte deltagerne i fokusgruppeinterviews, hvordan de forholder sig til ideen om en platform, hvor man uden større indsats hurtigt kan finde sin egen slægt. En af deltagerne konkluderede: “altså slægtsforskning ville nok også blive lidt kedelig hvis man bare kunne gå ind og vupti så var det der”.

I et andet interview siger en deltager:

Det gælder bare om at bruge fantasien … Det spændende ved slægtsforskning er, at det er sådan en slags detektivarbejde, at man graver og så finder man noget. Og det er virkelig dejligt, når man finder noget. Og det kan tage lang tid, og man skal af omveje og så kommer man ud af et forkert spor. Så starter vi lige forfra. Det synes jeg er det spændende og uden det er det overhovedet ikke slægtsforskning.

En anden deltager svarer:

Jeg vil som ret ny i slægtsforskning give dig ret. Det sjove, det er det man selv finder og ikke det, andre har fundet for en.

Denne forståelse fremgik også af tidligere studier af slægtsforskere, som dem foretaget af Fulton i 2009¹ og Bottero i 2015². De viser, at detektivarbejdet med at finde slægtens historie ofte er centralt, og ikke kun det at kende slægtens historie. Når slægtsforskere fortæller om det, de har fundet, så handler en stor del af historien også om deres egne oplevelser med at finde historien. 

Dette bekræftes yderligere af, at danske slægtsforskere ikke gør brug af enkelte platforme, men snarere af en større mængde forskellige platforme. Og at det i sig selv ikke er et problem. Hellere et grundvilkår i slægtsforskning, som passer godt med den praksis og detektiv-lignende adfærd, vi kan se.

En buffet af forskellige platforme

Jeg ser jo først, om jeg kan spore mig ind på hvor jeg skal kigge i kirkebøger og folketællinger, men ellers så prøver jeg stort set dem alle sammen … altså alle de steder jeg kan komme i tanke om.

Sådan sagde en af deltagerne i vores fokusgruppe.

Et mønster tegner sig

Vores undersøgelse bekræftede forståelsen fra tidligere undersøgelser som dem foretaget af Duff og Johnson i 2003³ og Friday i 2014⁴ af slægtsforskning som en livslang aktivitet, med en praksis, der er cyklisk. I denne praksis har vi kunnet identificere nogle faser, hvori der interageres med forskellige hjemmesider. 

Først er der en “gnist”. Det kan være en større eller mindre begivenhed, som sætter gang i slægtsforskerens interaktion med en eller flere hjemmesider. Det kan være en tragisk begivenhed, som at miste et ældre familiemedlem. For mig, som for mange andre, var det arbejdet med at sortere de billeder og dokumenter, mine bedsteforældre efterlod sig, der satte gang i min slægtsforskningsinteresse for 20 år siden. 

En gnist kan også være en glædelig familiebegivenhed, som fx da en mere erfaren slægtsforsker fortalte, hvordan de var gået i gang med en ny gren af slægtstræet i forbindelse med barnebarnets fødsel. En gnist kan være et TV-program, en reklame, eller et opslag på sociale medier.  

En gnist kan være at støde på en ny kilde, metode eller hjemmeside, som sætter gang i en ny omgang slægtsforskning. Når man har været slægtsforsker igennem de sidste 20 års vedvarende digitalisering og transskribering af kilder, så har man oplevet, at flere og flere kilder bliver tilgængelige. Over halvdelen af de slægtsforskere vi hørte fra har, som jeg, lavet slægtsforskning siden 00’erne, hvor denne digitalisering tog til. 

Til sidst, kan en gnist være det at have tid til slægtsforskning. Mange forbinder det med ældre mennesker, der starter, når de går på pension. Det er rigtigt, at slægtsforskning kræver tid. Det kan være svært at finde plads til det i en travl hverdag med små børn og fuldtidsarbejde. Alligevel svarede kun en fjerdedel af slægtsforskerne, at de lavede mere slægtsforskning, når de ikke var i arbejde (altså var pensioneret, studerende eller arbejdsløs). Selvom halvdelen af deltagerne var pensionister, viste den lange erfaring, at få af dem først var startet efter pensioneringen.

Hvad bruger slægtsforskere internettet til?

Når en gnist har sat en omgang slægtsforskning i gang, så bruger slægtsforskeren en buffet af hjemmesider og platforme til at finde informationer, til at organisere disse og til at dele det med hinanden. 

Vi har inddelt informationssøgningen i to faser. Den første omhandler om at finde nøgleinformationer. Den anden omhandler at berige dette med mere dybdegående historier. 

Nøgleinformationer vil typisk være ting som fødsel, ægteskab, død og slægtskab. Altså det man bruger til at udfylde et slægtstræ. Kun en meget lille andel af slægtsforskerne i undersøgelsen mente at disse informationer var svære at finde. Disse informationer kan findes typisk i de mange kirkebøger og folketællinger, som slægtsforskere siden 1990’erne har medvirket til at gøre tilgængelig online.

Dette stod i skarp kontrast til andre typer oplysninger, vi spurgte om – altså information, der kan berige slægtstræet med fortællinger om familiens liv og oplevelser. Her mente slægtsforskerne i højere grad, at sådanne oplysninger var svære at finde, at de ikke kunne finde dem, eller at de slet ikke havde forsøgt. Erfaring spiller også en rolle. Jo mere erfaring man får med slægtsforskning, desto mere udforsker man de mangfoldige historier om fx erhverv, migration eller politisk engagement.

Det kan skyldes, at disse informationer er svære at tilgå og i mindre grad er tilgængelige online. Da rekrutteringen til undersøgelsen primært foregik online, er det ikke overraskende, at stort set alle anvendte internettet til deres slægtsforskning. Derfor kan vi ikke udtale os om, i hvilken grad slægtsforskning uden brug af internettet stadig finder sted, eller hvordan den foregår i dag. Næsten alle fremhævede som den største fordel ved at bruge hjemmesider, at de selv kunne bestemme, hvor og hvornår de ville fordybe sig i slægtsforskning, efterfulgt af muligheden for at tilgå informationer hjemmefra. Dog oplevede næsten en tredjedel det som en ulempe, at ikke alt var tilgængeligt online. Som en deltager i fokusgrupperne sagde:

For mig var den online platform en vigtig indgang til at komme i gang. Når man går på arbejde, så er det her med at farer rundt og kigge i kirkebøger og gå på besøg på biblioteker og så videre helt klart en barrierer. Så det at have mulighed for at komme ind og søge lidt på kryds og tværs det var virkelig noget af det der fik mig igang

Slægtsforskere bruger også internettet til at organisere og opbevare de informationer, de finder om slægten. Dette er en lige så vigtig del af slægtsforskningspraksis, som det er at finde informationerne i første omgang. Især når man laver slægtsforskning på tyvende år og ikke altid kan huske hvilke informationer man har fundet eller hvilke kilder man allerede har søgt i, skal jeg hilse og sige. I dag er vi vant til, at vi ikke selv behøver at opbevare den information vi har brug for i det daglige. Den viden vi har fundet i dag kan vi også søge og finde i morgen, måske i en mere opdateret version. Men det er netop kernen i slægtsforskning, at man ikke bare finder informationer, man bruger dem aktivt og interagere dem i den historie, man er ved at skabe om slægten. 

Stort set alle slægtsforskerne opbevarede informationerne på en eller anden måde. Men der var en del variation i forhold til metode, og flere metoder bruges gerne på en gang. Lige over halvdelen brugte en app eller et program på egen computer, og lidt over en tredjedel brugte et tekstbehandlingsprogram. Måske overraskende var der også en tredjedel, som brugte notesbøger og løse noter til at opbevare deres informationer. Det sidste var mere udbredt blandt kvinder og de yngre slægtsforskere. 

Når det kommer til disse informationer, så var der også en udbredt forståelse af vigtigheden i at forholde sig kritisk til kilder og informationer, som  gerne tjekkes og dobbelttjekkes. Der har tidligere været en stereotyp af slægtsforskere som nogle, der ganske ukritisk forsøgte at finde slægtsforbindelser til historiske personligheder eller magthavere. Men i dag viser forskning, at den typiske slægtsforsker har et større fokus på de nuancerede og mangfoldige historier, som kan findes, når man dykker ned i almindelige menneskers liv.  

Et fællesskab

Når vi taler om den moderne slægtsforsker, som en der gerne vil tilgå informationer hjemmefra, så kan det måske lyde en smule asocialt. Især hvis man husker de hyggelige køer, med kaffe og rundstykker, udenfor landsarkiverne på en lørdag morgen for 20 år siden. Man skulle jo sikre sig en læseplads, når man var kørt den lange vej.

Selv derhjemme bag skærmen er slægtsforskere sjældent helt alene. De har på den ene side et fællesskab med deres egen familie. Det gælder både de slægtninge, de forsker i, og de familiemedlemmer, der stadig er i live, og som nogle gange fungerer som et, måske lidt modstræbende, publikum. På den anden side er de en del af et større fællesskab af andre slægtsforskere, som de interagere med gennem sociale medier. Og for de heldige så smelter disse fællesskaber sammen og bliver et, når man opdager, som jeg selv gjorde, at et familiemedlem er blevet lige så bidt af slægtsforskning, som man selv er. 

Rigtig mange slægtsforskerne bruger sociale medier i deres slægtsforskning. Mange bruger de sociale medier til at følge med i fællesskabet og få nyheder. Derimod bruger ganske få det til at dele deres egne historier. Den væsentligste brug af sociale medier til slægtsforskning er at få hjælp til at læse håndskrift og finde informationer. Det med at få hjælp fra andre slægtsforskere på sociale medier var også et tema i fokusgruppeinterviews. 

Heldigvis er der så nogle, lidt ældre men gode erfarne slægtsforskere som kan hjælpe os der ikke kan finde ud af det. Det er det jeg synes er fedt i de her grupper på Facebook […] så går der jo ikke mere end 20 sekunder, så er der jo nogen der har svaret.

Og det er hele døgnet. Jamen der er helt fantastisk, sådan nogle dedikerede mennesker der sidder bag den gruppe der. Det synes jeg altså.

Det er ikke bare det at modtage hjælp der er vigtigt. Deltagerne taler også om det at give hjælp og i det hele taget skabe et miljø, hvor man hjælper hinanden. Som et vigtigt aspekt i et miljø, hvor man er fælles om at blive dygtigere og skabe en fælles praksis. Som en sagde:

Jamen hvis folk spørger om noget så skal de have et svar, hvis man kan hjælpe. Det synes jeg da er meget ligetil. Det koster ikke noget.

En anden svarede:

Jamen vi sidder alle sammen med det samme problem, altså er det ikke mig der sidder i dag, så er det en anden der sidder i morgen. og hvis jeg så fik hjælp i går, ja så kan jeg ligeså godt hjælpe. Jeg har også hjulpet folk inde på de her slægtsforskningsgrupper. Så hvad man får det kan man vel også give igen.

Samtidig skaber hvert eneste opslag en ny tråd af information og viden, som kan søges frem igen i fremtiden. Det er fx ikke så sjældent, at jeg søger efter noget om min egen slægt, for at finde en tråd jeg måske selv har startet for 15 år siden, hvor andre i mellemtiden har tilføjet, hvad de vidste om emnet. Dette taler ind i en forståelse af slægtsforskere, som både familiehistorikere og familiearkivarer, både hver for sig og kollektivt. Slægtsforskning som kulturarvspraksis, går ikke ud på at “få” sin slægts historie. Det handler om at finde den. Det handler om at samle og huske den, samtidig med at det både handler om at dele slægtens historie og skabe slægtsforskningspraksis med andre. 

1. Fulton, Crystal. 2009. ‘The Pleasure Principle: The Power of Positive Affect in Information Seeking’. Aslib Proceedings: New Information Perspectives 61 (3): 245–61. https://doi.org/10.1108/00012530910959808. ↩︎
2. Bottero, Wendy. 2015. ‘Practising Family History: “Identity” as a Category of Social Practice’. The British Journal of Sociology 66 (3): 534–56. https://doi.org/10.1111/1468-4446.12133. ↩︎
3. Duff, Wendy M. and Catherine A. Johnson. 2003. ‘Where Is the List with All the Names? Information-Seeking Behavior of Genealogists’. The American Archivist 66 (1): 79–95. https://doi.org/10.17723/aarc.66.1.l375uj047224737n. ↩︎
4. Friday, Kate. 2014. ‘Learning from E-Family History: A Model of Online Family Historian Research Behaviour’. Information Research: An International Electronic Journal 19 (4). http://www.informationr.net/ir/19-4/paper641.html. ↩︎