Jeg deltager i Forskningens Døgn 2025 – en landsdækkende videnskabsfestival, hvor forskere møder nysgerrige sjæle i alle aldre for at formidle deres forskning. Festivalen løber fra 22. april til 27. april, og mit foredrag kan bookes frem til 14. marts!
Som forsker i digital kulturarv ved Københavns Universitet, Institut for Kommunikation, Sektion for Arkiv, Bibliotek og Museum, ser jeg det som en vigtig opgave at formidle mine forskningsresultater uden for universitetsverdenen.
Da vi undersøgte slægtsforskning online (læs blogpost om undersøgelsen), lovede vi deltagerne i vores spørgeskemaer og fokusgruppeinterviews at formidle vores resultater. Dette foredrag er en del af den indsats.
Slægtsforskere – pionerer i historie praksis på nettet
Det er titlen på mit foredrag, som sætter fokus på en ofte overset vinkel: Slægtsforskere er ikke blot forbrugere af digital kulturarv – de er aktive medskabere af historisk viden online.
Når vi tænker på historie praksis, går tankerne ofte mod forskning og formidling på et arkiv, museum eller universitet. Men hvad nu, hvis en stor del af den historiske aktivitet på nettet faktisk drives af passionerede slægtsforskere?
I mit foredrag vil jeg vise, hvordan slægtsforskere bidrager til digitalisering, formidling og bevaring af historiske kilder i et globalt fællesskab. De står bag store digitale arkiver, bidrager gennem crowdsourcing med at indeksere og transskribere dokumenter og skaber forbindelser mellem fortid og nutid gennem deres arbejde.
Praktisk information
🗓️ Forskningens Døgn 2025: 22.-27. april
🎤 Foredrag: Slægtsforskere – pionerer i historie praksis på nettet
⏱️ Varighed: 45-60 min + spørgsmål
📍 Kan afholdes online eller fysisk
🔗 Kan bookes frem til 14. marts. Se informationer og kontaktoplysninger på Bestil en forsker!

Slægtsforskning: Mere end blot slægtskab
Slægtsforskning handler om meget mere end at finde slægtskab i kirkebøger og folketællinger eller gennem DNA-tests. Med konkrete eksempler fra min forskning vil jeg vise, hvordan denne praksis ikke kun vedrører den enkelte, men spiller en central rolle i digital historieformidling.
Jeg vil også dykke ned i de ofte oversete aspekter af slægtsforskning og fremhæve, hvad slægtsforskere egentlig gør – både ud fra forskningsindsigter og mine egne erfaring med slægtsforskning, helt tilbage fra det tidlige internet for 20 år siden.
Hvem er foredraget relevant for?
For udenforstående kan slægtsforskning måske virke som nichepræget nørderi, der kun interesserer den enkelte – og måske ikke engang den nærmeste familie.
Men slægtsforskning rækker langt ud over den enkeltes hobby. Det har stor relevans for alle, der interesserer sig for historie, for hvordan historisk viden skabes og anvendes online – og for dem, der måske selv ønsker at komme i gang.
Jeg glæder mig til at dele min forskning!